torsdag den 4. oktober 2012

Redegørelse af kulturfortællinger


Kulturfortællinger.
Med udgangspunkt i kapitel 7 i bogen "Kulturfortællinger - fortalt med mange stemmer", vil jeg redegøre for de to indgange til kulturbegrebet.

Den tværkulturelle model:
Modellen forholder sig ikke til det, som bestemmer en given kultur som kultur, men den laver en sammenligende analyse af adfærd hos de forskellige.
Den lægger vægt på ligheder og forskelle mens den sammenligner på tværs. Den konkludere konsekvenser for hvilken betydning det kan have for det enkle menneske, at vokse op mellem to kulturer.
Der er et eksempel i teksten, om hvordan unge andengenerationsdrenge har svært ved at tilpasse sig. Her får de moderne unge lov til at smage på friheden, mens de traditionelle unge får indskrænket deres frihed i større eller mindre grad, og har flere familieforpligtelser etc.
Alle mennesker er etnocentriske og ser sig selv som det øverste udviklingstrin, og dømmer andre kulturer ud fra ens egen kultur.

Eksempler på overstående: "De fremmede kommer fra mere primitive kulturer end os. De skal civiliseres".

Man skal derfor ikke blande sig i andres kulturer, men i stedet acceptere hinandens forskelligheder. Man skal også kunne gå på kompromis og indordne sig efter hinandens kulturelle behov.
Den tværkulturelle model beskæftiger sig med det psykologiske personbegreb.

Den transkulturelle model:
Denne model handler om hvordan kulturerne hele tiden er i bevægelse, begrebet skal ses som et globalt perspektiv. På den ene side er der en kulturel overklasse, som kendetegnes ved at have ressourcer og magt, hvor i den kulturelle underklasse er manglende ressourcer og magtløshed.
Muligheden for at sige, hvor den enkelte kultur hører hjemme er begrænset, den dag i dag. Det er ikke en model som udpeger forskellige kulturer, men sætter fokus på det sammenspil, der foregår mellem kulturer og deres kontekst.

Forståelse og redundans:
Forståelse er med til at kunne kommunikere lettere med hinanden. Det er forståelsen, der muliggør redundans.
Redundans gør at vi mennesker kan forstå en samtale, uden at historien skal fortælles ned til den mindste detalje.

Ændring af perspektiv:
Kultur består af en synlig del og en usynlig del. Man skal rette blikket på den synlige del, og have vilje til at se mere end man kan med det blotte øje.
Det er en del af en større helhed, og derfor må man flytte sig og holde sig i bevægelse for at ændre perspektivet.

Hede Jørgensen, Hanne: Kulturfortællinger - fortalt med mange stemmer, 1 udgave, 1 oplag, systime academic  2004.

1 kommentar:

  1. Overskuelig redegørelse hvor du har flere af tekstens pointer med.

    Vær opmærksom på:
    Alle mennesker er ikke etnocentriske i følge teksten, og den siger heller ikke, at man ikke skal blande sig i andres kultur. Men den peger på, at den tværkulturelle kulturforståelse rummer en fare for etnocentrisme eller kulturrelativisme, som netop er det, du gør rede for på flg. måde:
    Etnocentrisme: At se sin egen kultur som det øverste udviklingstrin og dømme alle andre kulturer ud fra sin egen.
    Kulturrelativisme: Man skal ikke blande sig I andres kultur.

    Husk det hedder forforståelse :-)

    Mvh. Mette

    SvarSlet